Oversigt
Info om..
Menighedsråd
Menighedsrådsmøder
Personale
Kirken
Kirkegården
Fælles kirkegårdsdrift
"Find dit sogn"
Fremtidige konfirmationer

Hvad gør man ved...
Fødsel
Dåb eller navngivelse
Indmeldelse i folkekirken
Konfirmation
Vielse eller velsignelse
Navneændring
Dødsfald
Bestilling af kirketaxa
Facebook
Læs en prædiken...

 

Prædiken og prædikentekster

 

Se min tjener, ham støtter jeg,
min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.
Jeg lader min ånd komme over ham,
og han skal bringe ret til folkene.
Han skriger ikke, han råber ikke,
han løfter ikke sin røst i gaderne.
Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
den osende væge slukker han ikke,
han fører retten til sejr.
Han bliver ikke svag og knækkes ikke,
til han har ført retten igennem på jorden;
de fjerne øer venter på hans belæring.

 

Dette siger Gud Herren,
han som skabte himlen og spændte den ud,
som bredte jorden ud med dens vækster,
som gav åndedræt til folkene på jorden,
livsånde til dem, der færdes på den:
Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed;
jeg tager dig ved hånden.
Jeg danner dig og gør dig
til en pagt med folket, til et lys for folkene.
Du skal åbne de blindes øjne,
føre fangerne ud af fængslet
og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet.
Jeg er Jahve, det er mit navn!
Jeg giver ikke min ære til nogen anden
eller min pris til gudebillederne.
Hvad der tidligere blev sagt, det er sket,
nu fortæller jeg det nye;
før det spirer frem,
forkynder jeg det.
Es 42,1-9

 

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Luk 4,16-30

 

 

 

Prædiken

 

Det kendte Jesus ord, om at ”det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige” – har fulgt mig hele ugen siden jeg i mandags havde gudstjeneste i Arresthuset og på Psykiatrisk afdeling. De første mange år skrev jeg altid prædikerne ned når jeg skulle holde særgudstjenester, men det gav ikke rigtig plads til uro, nervøsitet, gråd og hvad der ellers viser sig i de små rum vi kalder kirke den time jeg er dér hver anden mandag. Så nu er det uden papir, frit fra hjertet – over søndagens tekster og de temaer der altid står i kø for at blive taget op og kigget på. Det er krævende på den måde, men givende – og med den gevinst, at det altid bliver en prædiken med direkte henvendelse til dem der sidder i rummet; til fangerne eller til de syge, til dem der sidder i mørket. Deres livssituation, savn og længsel bliver set og inddraget. For mig giver det anledning til dybere refleksion over Guds ord – jeg kan gå hele ugen og tænke videre, inden den ”rigtige” prædiken skal skrives.

 

”Det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige”. Det er Jesus der siger til sine disciple, at det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. En ung mand havde netop opsøgt Jesus, og spurgt ham, hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv. Den unge mand havde holdt alle budene; ingen drab, intet tyveri, ingen svigt – ja selv at elske sin næste som sig selv, havde han formået. Hvad mangler jeg så spurgte den unge mand? Hvis du vil være fuldkommen, sagde Jesus, så gå hen og sælg, alt hvad du ejer, og giv det til de fattige, og kom så og følg mig! Den unge mand gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

 

Netop dette evangelium er blevet brugt og misbrugt i århundreder, skal vi forstå det ord om hvor svært det er for en rig at komme i Guds rige – så skal vi forstå det korrekt. Gud elsker alle – også velhavere, basta. Gud lader sin sol stå op for gode såvel som for onde, hos Gud findes der ikke personanseelse. Hver og én af os har barnekår. Men når det understreges at det er særligt vanskeligt for rige at komme ind i Guds rige – må det jo være fordi deres rigdom simpelthen kan står i vejen for at høre ordet. Så når de, der ikke har penge i overskud på kontoen, hører evangeliet – så er det ikke fordi de mangler penge – men fordi penge ikke står i vejen for Gud.

 

Jeg læser en skøn bog lige nu, Harold Flys usandsynlige pilgrimsfærd – den handler ikke om rigdom som sådan, men hovedpersonen, en ældre velklædt engelsk herre fra Sydengland, har noget han skal have sonet, og en fortid han skal forsone sig med, så én dag han skal poste et brev, går han først til vejens første postkasse, så den anden, så den tredje, så 10 km. så 17, og så pludselig er det bare svært for ham at vende om, og han er på sin livs vandring op gennem England i sejlersko og slips, fordi han er forpligtet af et løfte og fordi, viser det sig, at han undervejs sander hvad livet også er. I starten overnatter han på tilfældige pubs og små hoteller, han spiser frokost på Cafer og køber hvad han mangler. Men på et tidspunkt – et sted omkring Somerset, går det op for ham, at disse køb mere begrænser ham end beriger ham. Det er pengene og indkøbene der bliver vandringens omdrejningspunkt. Så han giver sine få ejendele bort til dem han møder på vejen, sender sin pung og hævekort til sin kone og begiver sig af sted – dybt afhængig af andre menneskers velvilje, bare med en sovepose under armen og det gør ham glad.

 

Jeg kan ikke fortælle jer mere, for jeg er ikke kommet længere. Men det jeg kan fortælle er, at dagens tekster fra Det gamle Testamente og Evangeliet, som aldrig før, tror jeg, kom til sin ret i mandags i Arresthuset og på Psykiatrisk. Der blev så stille. Som et stort øre. Et fælles hjerte. De der sidder i mørket, hører måske bedre Ordet om lyset. Disse mennesker har måske ikke, som Harold Fly, noget de kan give væk af – for de har allerede mistet så meget. Mest selvagtelse. Men de har noget der skal sones og de venter og håber på nådeår og de har ikke penge der står i vejen for Gud.

 

Når Profeten Esajas siger om den ventede Messias; ”Det knækkede rør sønderbryder han ikke”, og når vi hører Jesus sige om sig selv, at Gud har sendt ham for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse til fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed og for at udråbe et nådeår fra Herren. Så kan vi vælge at tro det, springe højt af glæde over det budskab, juble, - eller som én i arresten gjorde det, sukke lettet, eller vi kan trække på skuldrene og notere på post it sedlen hvad vi skal huske at købe med hjem til ungerne. Det er afgørelsens time. Det er advent – noget nyt er på vej, noget stort og ubegribeligt.  Det er dit valg om du vil røres, det er mit valg om jeg vil overgive mig.

 

 De der er samlet i synagogen, da Jesus fortæller dem, at han er den i hvem de gamle profetier går i opfyldelse – ja, deres rigdom kommer til at stå i vejen for sandheden om Jesus som Guds søn. Med ønske om magt og en bedrevidende holdning, bliver de rasende. Skulle Gud have sendt sig selv til jorden i så ussel en forfatning, skulle Gud selv vælge, at omgive sig med fattige fiskere, syge, blinde, tidligere straffede, tyveknægte, sølle eksistenser? Skulle de det udvalgte folk ikke vide bedre om Gud, end ham Josef søn? Og Jesus bliver ved; der var mange gode jøder, profeten Elias kunne være gået til under hungersnøden, men Gud bød ham at gå til enken i Libanon og dér gøre undere med mel i krukken og olie i kanden – til tegn for den som tror. Og der var mange der var ramt af spedalskhed dengang profeten Elisa rensede hærføreren fra Syrien, men hos ham var der hul igennem – helt ind i hjertet.

 

Så jøderne i synagogen forstår ikke, eller vil ikke vide af sig selv, som knækkede rør. Og hvis man ikke forstår sig selv, som allerede knækkede rør – så forstår man ikke, hvor stort det er, ja hvilken lykke det er, når vi i dag får at vide, at ham som skal komme, ham vi venter på, adventstidens mål, han sønderbryder ikke det knækkede rør. For det ord, kan jo anvendes på ethvert menneske. For vi er knækkede af synden, egenkærligheden, fortabte er vi – MEN det er nådeår, hver eneste dag selv for fortabte, for Gud sønderbryder ikke det knækkede rør. Som der var én der sagde efter gudstjenesten i arresten: Det betyder, at Gud ikke sparker til én der ligger ned. Ja, nemlig, I kristendommen er det muligt for alle at komme til at tilhøre Guds folk, for det er muligt for alle at komme til at tro på Kristus. Men der skal ikke stå så meget i vejen for det ord, så hører man det ikke. Det Kristus først og fremmest ønsker, er at få lov til at rejse den faldne igen, at få lov til at hele det knækkede rør. At få lov til at være den der soner vor skyld. Det gør han ved at forkynde evangeliet for os. Han forkynder den ret, som han selv giver til alle knækkede: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn”. (Joh 1,12).

 

Amen

 

Karina Mogensen Aallmann, sygehus- og arresthuspræst

 

 _________________________________________________________________________________________________________________

 

3.søndag efter Hellig tre Konger 2012

Disciplene beder om en større tro og det lyder jo umiddelbart som et godt og fromt ønske. Alligevel vrisser Jesus af disciplenes bøn: Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer

 Egentlig er det også noget mærkelig noget de spørger om. En flok lærlinge, der går til chefen og spørger om en større tro.
De spørger ikke om mere i løn eller en anden aftale, ikke om flere rettigheder, mere fritid, men om "en større tro".

Hvad er det for en tro, de taler om, og hvad vil de med den?

Måske misforstod disciplene det med at tro. Måske tænker de - at tro er et særligt fænomen for de fine eller de fromme. Et fænomen, der hæver mennesker lidt op over jorden – og måske gør livet lettere.

 

 Det kan også være, at de tænkte, at mere tro ville give dem en sikkerhed, som de ikke har nu. En sikkerhed for, at det er rigtigt alt det med Jesus, og at han virkelig var Guds søn. En sikkerhed, der ville skille dem ud fra os almindelige mennesker, der, både i trossager og alle andre sager i øvrigt, må leve med usikkerhed og tvivl.

 Eller er det større tro på det “projekt”, de er med i. Projekt "Guds rige". Måske er de kommet i tvivl om fremtidsudsigterne og om de skal fortsætte. Så det, de beder om, er, at Jesus skal overbevise dem om, at de har valgt rigtigt ved at forlade alt og følge ham? At det er den rigtige vej, de har valgt?

Selv den mest trofaste discipel kan jo komme i tvivl. Meningen kan blive væk for enhver, så man må spørge: Hvad er det, jeg har gang i? Hvad gør jeg lige her?

Derfor kan vi godt høre disciplenes bøn til Jesus – om at måtte få en større tro – ikke bare som deres bøn, men som den bøn, mennesker til alle tider har bedt. Den enkle og jordnære bøn – ikke nødvendigvis om mirakuløse helbredelser og hændelser – men om at måtte kunne se en mening med livet. En mening med at være til, og at vi skal noget hér. Så det giver mening at stå op om morgenen og tage sin del slæbet og ansvaret, og at vi også må få vores del af glæden.

Dét er bønnen til alle tider. For det er jo som om der er nogle små sorte væsener i systemet, som gnaver i sjælen. Som visker smilet ud og får meningen til at blegne.
Der kan gå en rum tid, uden vi mærker synderligt til dem, men så pludselig slår de til igen. De begynder at gnave og underminere det gode humør og troen på, at livet er godt, og at det nok skal gå alt sammen.
Det kan være svært at holde tvivlen, tomheden og de små sorte væsener stangen, og så er det mindre sjovt at være til.

Set i det perspektiv er det jo svært at forstå det svar, Jesus giver disciplene. Er han træt af dem? Er han irriteret, eller hvad, når han siger: Havde I tro som et sennepsfrø, kunne I sige til det morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! Og det ville adlyde jer.

Det lyder som det rene nonsens på ærlige mænds spørgsmål om at måtte få lidt hjælp. Det lyder nærmest som god - dag – mand - økseskaft. Og helt ærligt, er der mon nogen, der ønsker at bruge deres tro på at flytte træer med rode og oven i købet ud i havet?

Det er et underligt svar, men holder vi det sammen med, hvad Jesus ellers siger om tro, så er det måske ikke så underligt endda. Det, han i virkeligheden siger, er måske: Kære venner, jeg kan ikke give jer større tro, end den I allerede har. Den er givet jer af Gud selv. Den smuttede ud sammen med fostervandet, da I blev født og har været jeres følgesvend lige siden. Men der skete så meget siden – så måske tror I, at I ingen tro har, eller at den er for lille, men jeg siger jer: I har den allerede.
Så BRUG den!

Tro handler nemlig ikke om hvor meget eller hvor lidt du har. Hvor ofte eller hvor sjældent du tror. Tro er aldrig noget man har. Tro er altid noget man ER! Troen er ikke en særlig evne, der sikrer dig plads på den rigtige side. Troen er en del af det at være menneske. Tro, det er at være der for hinanden.  Uden løn og uden pensionstillæg.

Tro er at sørge for andre, før jeg sørger for mig selv. Tro er at gøre det, der er brug for uden krukkede beregninger.

Grundvilkårene ved livet kan vi ikke ændre. Der er ingen vej udenom. Vi skal være her, vi skal være til stede i dette liv - med det hele. Og det vil sige at være livet tro. At leve det, at tage det, som det er. At gøre os umage med det og søge at få noget godt ud af det.

Vi skal turde træde ind i livet. Tag del i det liv, der er foran dig. Mærk gulvet under dine fødder. Se menneskene omkring dig. Brug dine ører – lyt til hvad der er i rummet. Føl og smag på luften du indånder. Vær tro. Vær tilstede. Kom med glæde. 

 

 Så længe vi lever på jorden er ingenting sort eller hvidt. Der er ofte mange vinkler på en sag. Og med hensyn til Vorherre. Ja, så vil vi så gerne tro, at det er rigtig, at livet og døden er i Guds hånd. Men tvivlen kommer jo ind imellem og gør os dødelige – gør os til rigtige mennesker, der må slås med tvivlen når livet er svært. 

 

At være tro overfor sit liv....ja, det er jo  en beslutning man tager, som når man siger ja til ægteskabet på bryllupsdagen.  Men I kender måske den gamle vittighed om konen, der til guldbrylluppet anklagede sin mand for aldrig at sige, at han elskede hende. Og manden svarede hende ( han har nok været jyde)  at det sagde han da til hende, da de blev gift, og hvis det i så fald skulle ændre sig, så skulle han nok sige til.

 

På samme måde også med livet sådan generelt.  Livet møder os ikke altid med åbne arme, som i nyforelskelsens tid. Livet består af en blandet skål af sorger og glæder. Perioder og tider, som vi glad og gerne træder ind i og er tilstede i, men også af tider, der får os til at trække os, og måske endda vende livet ryggen.

 

 Gudstjenestens fineste formål er faktisk, at kalde på os mennesker.  Kalde på os. Og få os til at forsone os og træde ind i livet igen – også selvom det er på trods.

 

Det at være livet tro, er måske nok en beslutning, men kan den overhovedet træffes en gang for alle? Kan der ikke komme andre sider af os frem, som siger nej, eller måske og alligevel ikke. Og har vi så ikke brug for at blive kaldt på igen? Har vi så ikke brug for at nogen kalder på os, når vi ikke altid kan se nytten ved os selv? 

 

Jo, det har vi, og derfor giver Jesus os i dag et billede. Vi er tjenere.  Vi ville måske nok hellere have hørt, at vi var HERRER eller dem, der bestemte, eller dem, der havde magt. Sådan er det jo i det samfundet vi lever i; alle vil være høvdinge og kun få indianere.  Men når vi taler om tro – og om at være tro – i livet – så skal vi se os selv som tjenere for livet og hinanden. 

En tjeners job i gamle dage var at sørge for andre fra morgen til aften. En tjener er på den måde ydmyg og ved, at han ikke selv er det vigtigste i verden. Det vigtigste er, at huset fungerer.

 

I dag kender vi også godt bagsiden ved tjenerrollen. Mange mennesker – særligt kvinder – har taget tjener-rollen alt for meget på sig, sådan at de har glemt sig selv. Og det er jo så heller ikke at være tro. Tro kræver jo også at man passer på sig selv. En tjener, der ikke tænker på sig selv, er ikke en god tjener.

 Tro er at være tro overfor livet, ikke mindst fordi det liv, som Gud har givet os, er fyldt med andre mennesker.

 

En gammel jødisk legende fortæller om en mand, der var nysgerrig efter at se, hvordan der så ud i helvede.
Det fik han så lov til at se – og det første han så var et hyggeligt varmt rum, hvor menneskene sad omkring en stor gryde med dampende varm suppe. Menneskene var udstyret med enormt lange skeer for ellers ville de ikke kunne nå suppen. Derfor var skeerne meget længere end deres egne arme, men det betød til gengæld også, at de ikke kunne føre skeen til deres egen mund. Så selv om der altså var rigelig med mad, så var menneskene omkring gryden ikke desto mindre ved at sulte ihjel. Det var helvede.

Nu fik manden så et blik ind i himlen. Scenen var fuldkommen den samme. En masse mennesker i et lunt rum omkring en stor gryde med suppe. Den eneste forskel var, at her sultede de ikke ihjel, for her madede de hinanden med de lange skeer.

Der er mennesker, som har brug for os. Vi har brug for andre mennesker. I den henseende har vi enorm stor indflydelse på om tilværelsen skal forme sig som himmel eller helvede.

Amen.

 

Sognepræst Hanne Wieland

Læs kirkebladet
Kirkekalenderen
<< Oktober 2017 >>
Ma Ti On To Fr
            1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31          
Præstens klumme